Retargeting på Facebook har i flere år været en af de mest effektive markedsføringskanaler i mine egne virksomheder og dem, jeg har hjulpet.
Med retargeting har jeg forbedret ROI på Google AdWords-spend, gjort afilliate-sites dobbelt så profitable og solgt alt fra varmepumper til bøger om ejendomsinvestering.
Det er så effektivt, fordi at du med Facebook retargeting kun målretter dem, der kender dig i forvejen. Dem, der allerede har udvist interesse i dit produkt. Hvis du sætter dine Facebook-annoncer op, rammer du dem tilmed for 10-2000 kroner i CPM – per tusinde visninger.
Jeg vil anbefale alle virksomheder – B2C, B2B, stor og lille – at opsætte retargeting. Du opsætter én gang og høster frugterne dag for dag efterfølgende.
Guiden her har til formål at hjælpe dig med at sætte retargeting op for første gang. Herudover vil jeg gerne vise, hvordan jeg har brugt retargeting til forskellige virksomheder, og hvad dine muligheder er.
Hvis du får værdi af guiden vil jeg derfor i stedet sætte pris på en deling. På forhånd tak!
Opdatering september 2016: Jeg laver FB annoncering hos Obsidian Digital og har også lanceret Danmarks eneste bog om om samme emne. Lær hvordan du tjener penge med verdens største sociale medie, automatiserer din markedsføring og kommer foran dine konkurrenter. Klik på linket herover og kom ind i min retargeting-kampagne på Facebook.
Hedder det retargeting eller remarketing? Retargeting er navnet for den overordnede metode, hvor du med cookies følger dine besøgende rundt på internettet. Remarketing er hvad Google kalder det i AdWords-programmet. Derfor bruger jeg også terminologien retargeting her, selvom begge i praksis kan bruges.
Skal du bruge et værktøj som AdRoll, Perfect Audience eller Facebooks egen Power Editor, når du laver remarketing? Jeg anbefaler altid Facebooks eget værktøj. Facebook kan lukke adgangen fra den ene dag til den anden til de andre værktøjer. Samtidigt tjener de penge på at overfakturere dit spend. Du sparer penge og sover bedre om natten ved at blive stærk i Power Editor med det samme.
Nyt: Video med opsætning af en retargeting-annonce:
Opsætning af din pixel
Første skridt er at opsætte din Facebook-pixel. Din pixel svarer til det sporingsscript, du installerer med Google Analytics eller Google AdWords. Det bør derfor installeres enten i din footer eller i din header, således det er tilgængeligt på alle undersider på dit domæne.
Du finder din pixel under:
Annoncekontoadministrator -> Værktøjer -> Pixel
Første gang du går herind trykker du ”Opret pixel”. Du får herefter dit script. Dette kan du enten sende til din programmør eller selv installere.
Hvis du bruger WordPress, anbefaler jeg at lægge scriptet i temaindstillinger eller et separat plugin i stedet for at lægge dit direkte i dine tema-filer. Når du opdaterer temaet overskrives dit script nemlig.
Du kan fx bruge pluginnet WP Facebook Pixel. Det virker som bonus også med WooCommerce, hvis du har en shop på din side.
Med Chrome-pluginnet FB Pixel Helper kan du altid tjekke, om din pixel er installeret korrekt – også uden at rode rundt i din kildekode.
Du har kun én Facebok-pixel til hele dine annoncekonto. Du kan godt installere den på forskellige domæner. Hvordan du segmenterer dine annoncer til de rigtige domæner, beskriver jeg længere nede i guiden.
Det er også med din Facebook-pixel, du har mulighed for at spore dine konverteringer. Det gør du ved at tilføje et lille kodestykke til din kvitteringsside. På denne måde sender du informationer til Facebook om, hvilke konverteringer du får, og hvor meget dine konverteringer er værd. Med konverteringssporing går du fra at være blind til at have laserskarpt syn. Det kan være teknisk at opsætte – men det er ikke noget, en dygtig programmør ikke kan klare med udgangspunkt i Facebooks egen guide.
Opret brugerdefineret målgruppe
Efter at have installeret din pixel, skal du oprette en ’Brugerdefineret Målgruppe’. Det kalder Facebook for ’Custom Audience’ på engelsk.
Du opretter målgrupper her:
Annoncekontoadministrator –> Værktøjer -> Målgrupper
Tryk på ”Opret Målgruppe” i øvre, venstre hjørne.
Vælg ”Brugerdefineret målgruppe”.
Vælg ”Websitetrafik”.
Vigtigt: Vælg nu ”Personer, der har været inde at se en bestemt side” i stedet for standardløsningen i dropdown-menuen. Her indtaster du domænenavnet, du ønsker at oprette retargeting til. Hvis du ikke udfylder dette felt, viser du remarketing-annoncer til alle de brugere, der ser din pixel – også selvom de er på helt andre sider, end du har tilsigtet.
Vælg hvor lang tid efter brugeren har været inde på din side, du ønsker at vise annoncering. Jo længere tid, jo flere konverteringer, men også til en desto højere konverteringspris. Jeg anbefaler 7 dage som standard. Du kan oprette flere målgrupper med varierende intervaller og derved splitteste, hvad der virker for netop din virksomhed.
Herefter har du oprettet din brugerdefinerede målgruppe. Hvis du lige har installeret din pixel på din hjemmeside, har du ingen personer i målgruppen. Du kan dog stadig oprette dine annoncer nu. Så vises de blot fremadrettet. Har du haft din pixel installeret i et stykke tid, kan du også medtage tidligere trafik på siden.
Protip: Du har mulighed for at segmentere dine målgrupper ned til den eller de præcise undersider, dine besøgende har set. På Billigeflybilletter.dk – min rejseportal – har jeg mulighed for at vise annoncer for hoteller i London til dem, der har været inde på /fly/London. En mere relevant annonce giver dig også flere konverteringer til en lavere pris og forbedrer din kvalitetsscore. Gå altid efter så relevante annoncer som muligt.
Hvis du i øvrigt har en CSV-liste over e-mailmodtagere, har du under Målgrupper også mulighed for at uploade denne. Mere herom længere nede i indlægget,
Opret kampagnestruktur i Power Editor
Efter at have installeret din pixel og oprettet en brugerdefineret målgruppe skal de faktiske annoncer oprettes.
Dette gør du bedst i Power Editor. Du skal installere og bruge Google Chrome-browseren i Power Editor.
Åben Chrome, åben Power Editor fra menuen i din annoncekonto og start med at downloade info i højre hjørne.
Med Power Editor bliver dine annoncer ikke gemt automatisk. Du skal overføre ændringer – den grønne knap i øvre højre hjørne – når du er færdig. Når du næste dag går ind for at oprette annoncer, skal du sørge for først at downloade eventuelle ændringer og de målgrupper, du har lavet.
Start med at oprette en ny kampagne i øvre venstre hjørne. Din kampagne er – som du kender det fra Google AdWords – en samling af dine annoncesæt. I dine annoncesæt ligger så dine annoncer.
Du kan kalde din kampagne for ”Remarketing til Domæne.dk”. Hvis du har opsat konverteringssporing i skridt 1, så vælg målretningen ”Websitekonverteringer”. Hvis ikke, så vælg ”Klik til website”. Websitekonverteringer er bedst.
Under Annoncesæt opretter du nu et nyt annoncesæt. I annoncesættet vælger du målretning og målgruppe. Du kan derfor kalde dit annoncesæt ”Remarketing – 7 dage for Domæne.dk”, hvis du har valgt sporing i 7 dage efter besøget.
I annoncesættet vælger du under ”Målgruppe” din Brugerdefinerede målgruppe. Hvis du ikke kan finde målgruppen, er det sandsynligvis fordi du glemte at downloade dine ændringer til Power Editor til at starte med. Sluk og tænd og prøv igen.
Jeg anbefaler, at du fravælger Instagram, Højresides-annoncer og Målgruppenetværk og derved alene annoncerer i newsfeed på mobil og desktop. Hvis din hjemmeside ikke spiller på en mobiltelefon, kan du nøjes med alene at målrette til desktop-brugerne.
Herefter opretter du din annonce i dit nye annoncesæt. Du vælger hvilken Facebook-side, der står som afsender og skriver en tekst til annoncen.
Du bør uploade et billede i formatet 1200×628 pixels for at få mest mulig eksponering til de samme penge.
Et par hurtige tricks til at skrive din annonce:
- Medtag et link i din tekst. Nogle brugere klikker på billeder, andre brugere klikker på links. Giv en mulighed til begge.
- Brug pile, smileys og hvad du ellers har til rådighed i dit arsenal til at tiltrække opmærksomhed til annoncen.
- Brug lyse billeder, gerne med smilende mennesker eller dyr på. Du får ofte en dårlig kvalitetsscore, hvis du bruger for mørke billeder.

Efter at have skrevet annonceteksten skal du trykke ”Overfør ændringer” i øvre højre hjørne med den grønne knap. Vent til det er overført og Facebook har bekræftet, der ingen fejl er. Hvis du får en fejl kan du trykke på den røde trekant for at få en forklaring. Ofte er det fordi, du har brugt for meget tekst på dit billede, fordi du har glemt et billede eller fordi du har skrevet ”facebook” med et lille F.
Nu har du lavet og overført en remarketing-annonce.
Du har mulighed for mere end blot at markedsføre til dem, der ikke har været inde på din side de sidste 1-180 dage. Herunder gennemgår jeg 6 af de muligheder, du kan overveje:
Mulighed 1: De sidste X dage
Første og mest oplagte mulighed – den, ovenstående guide tager udgangspunkt i – er at vise annoncer umiddelbart efter, dine besøgende har været inde på siden.
Det er her, de er interesserede og prompte remarketing giver derfor god mening.
Du kan vælge fra 1 til 180 dage, når du opretter en brugerdefineret målgruppe. Jeg anbefaler, du splittester dine segmenter for at finde ud af, hvad der virker.
Mulighed 2: Ikke de sidste X dage
Du har også mulighed for at målrette dem, der ikke har været inde de sidste X dage. Igen er det muligt fra 1-180 dage.
Det er brugbart, hvis du fx sælger proteinpulver og ved, at dine kunder har spist deres pulver i løbet af 60 dage. Du kan annoncere mod dem, der ikke har været inde på din side i 55 dage. De har ikke været inde, fordi de købte deres proteinpulver og derfor stoppede søgeprocessen. Nu bør deres bøtte dog snart være tom. Du kan derfor ramme den med relevant annoncering i takt med, deres behov opstår.
Mulighed 3: Konverter dine kunder 2. Gang
Du kan lave en målgruppe, der alene indeholder dine kunder – det vil sige de personer, der har været på din kvitteringsside.
Her kan du forsøge at konvertere dem anden gang.
Hvis de har købt ét produkt eller én service, kan du forsøge at sælge dem en anden. Du kan også gøre dem opmærksom på, du står klar til at hjælpe, hvis de får brug for det. Eller du kan sælge annoncepladsen til en af dine venner, der har lignende produkter uden at være i direkte konkurrence med dig (mere om dette i næste punkt).
Har du flere relevante produkter til dine kunder, gælder det om at prøve anden konvertering – for anden er altid nemmere end første, hvis du da leverer, hvad du lover. Det er derfor, e-mail marketing er så effektivt. Du rammer dem, der gerne vil rammes og før har konverteret i din butik.
Mulighed 4: Retargeting mod andre siders besøgende
Ligesom du kan sælge plads på din egen side, har du mulighed for at købe retargeting hos andre.
Tricket er her, at de besøgende ikke ser, de bliver fanget i et remarketing-net. Hvis du sælger bannerplads, så installerer dine brugere adblockere, fordi de bliver irriterede. Salg af pixelpladsen lægges der ikke mærke til. Du taber intet, men vinder de penge, du bliver betalt for din pixel.
Du kan se dette i praksis, hvis du ser iværksætterforummet Amino. Løber du kildekoden igennem ser du forskellige pixels afhængigt af, hvem der lige nu køber annoncer. Per skrivende stund – medio 2016 – har bl.a. Codan købt plads i kildekoden:
Det lægger du ikke mærke til, før du ser remarketing-annoncerne på Facebook – og befinder du dig på Amino, er du sandsynligvis selvstændig og derved i målgruppen for Codans forsikring til selvstændige.
Smart.
Mulighed 5: Dynamisk retargeting
Hvis du har en webshop, bør du kigge på dynamisk retargeting på Facebook. Her viser du ikke bare en annonce for din webshop som et hele, men annoncer for det eller de produkter, brugeren rent faktisk har set på.
Dette oplever du i praksis, hvis du går ind på Zalando, Smartguy og E-tasker – du får annoncer for de præcise produkter, du har set, men ikke købt endnu.
Dét er dynamisk retargeting.
Det fungerer ved hjælp af et XML-feed, du uploader til Facebook over alle dine produkter. Når feedet er godkendt, kan Facebook godkende produkterne ud fra din almindelige pixel. Facebook tager billeder, titel og pris og viser så annoncere til dine potentielle kunder.
Dynamisk retargeting er effektivt, og jeg anbefaler det til alle webshops. Det forbedrer ROI på alle andre markedsføringskanaler, hvis du medregner retargeting i stedet for at se det som selvstændigt medium.
Andre platforme
Udover retargeting på Facebook kan du overveje Google AdWords, Bing Ads og Twitter. LinkedIn tilbyder desværre ikke mulighed for retargeting-annoncerig.
Med Google AdWords har du tilmed mulighed for både at annoncere på display-netværket med billeder og tekst-annoncer, ligesom du med RLSA (Remarketing Lists for Search Ads) kan sætte en højere klikpris i søgemaskinen til dem, der har været inde hos dig før (og mere sandsynligt konverterer).
Jeg anbefaler retargeting på AdWords og Bing Ads – men ikke Twitter. Mediet er ikke stærkt nok i Danmark.
God fornøjelse med din retargeting. Hvis du har spørgsmål, så er du velkommen til at skrive en kommentar herunder. Jeg svarer så hurtigt, jeg kan.
Jeg underviser i Facebook-annoncering hos IBC i Kolding. Der afholdes flere kurser hvert år. Skal du med næste gang?
Se link: https://kurser.ibc.dk/kurser-og-uddannelser/sociale-medier/facebook-annoncer